KIRSEBÆRKAGE

INGREDIENSER

Antal: 8-10 personer
Silikoneformen er fra Dinara Kasko (ikke reklamelink).

KIRSEBÆR-ESTRAGONINDLÆG
2.5 blade husblas
200 g kirsebærpuré
35 g invertsukker
20 g sukker
80 g hakkede amarenakirsebær
17 g frisk estragon

BROWNIE MED PEKANNØDDER
70 g smør
150 g mørk chokolade (gerne 811 Callebaut 55%)
170 g sukker
2 stuetempererede æg
10 g kakaopulver
30 g hvedemel
0.25 tsk. havsalt
50 g mælkechokolade

KIRSEBÆR-CHOKOLADEMOUSSE
3 blade husblas
250 g mælkechokolade (gerne 823 Callebaut 33,6% – ikke reklame)
150 g kirsebærpuré
15 g citronsaft
300 g piskefløde

SPRAYGLAZE
45 g sukker (1)
11 g pektin NH
320 g vand
155 g sukker (2)
135 g dextrose
70 g glukosesirup
1/8 tsk. citronsyre
Pastafarve i kirsebærrød, rødbederød og evt. sort

CHOKOLADEGREN
200 g mørk chokolade
85 g glukosesirup

KIRSEBÆRBLOMSTER
300 g ruby chokolade

FREMGANGSMÅDE

KIRSEBÆR-ESTRAGONINDLÆG
Udblød husblas i rigeligt koldt vand. Bring kirsebærpuré, sukker og invertsukker i kog. Tag gryden og varmen, tilsæt estragon og stavblend. Smelt husblassen i den varme masse. Hæld massen i en 13 x 13 cm. form. Jeg bruger denne (ikke reklamelink), hvor jeg fæstner varmefilm i bunden. Du kan også bruge en firkantet silikoneform. Drys de hakkede amarenakirsebær ovenpå og sæt i fryseren.

BROWNIE
Tænd ovnen på 175 grader varmluft. Smelt smør og chokolade over vandbad. Pisk de stuetempererede æg og sukker sammen et par minutter ved høj hastighed. Hæld den smeltede chokolade- og smørblanding i æggesnapsen og pisk det kort sammen. Sigt hvedemel og kakao i blandingen og pisk igen. Tilsæt havsalt og hakkede pekannødder og pisk sammen.

Beklæd en 19 x 19 firkantet form (jeg bruger denne – ikke reklamelink) med bagepapir i bunden og smør formens sider. Bag brownien i cirka 20 minutter. Afkøles i fryseren. Udstik eller skær ud i størrelsen 13 x 13 cm.

KIRSEBÆR-CHOKOLADEMOUSSE
Udblød husblas i rigeligt koldt vand. Smelt chokoladen i mikroovnen eller i en skål over vandbad. Opvarm kirsebærpuréen i en gryde og smelt husblassen heri. Hæld den over chokoladen og rør fra midten med en dejskraber indtil massen samler sig. Pisk fløden til en let skum. Vend først halvdelen af skummet i kirsebær-chokolademassen og derefter resten. Kom moussen i en sprøjtepose og hæld nu mousse i formen til de første “kirsebær” i formen er fyldte. Sæt formen med mousse i fryseren og lad det sætte sig 10 minutter.

Befri kirsebær-estragonindlægget og læg ovenpå moussen. Hæld mere mousse ovenpå indlægget og godt i siderne af formen. Læg til sidst brownien med bunden i vejret ovenpå moussen. Fyld eventuelle huller i formens sider med mousse. Kom i fryseren minimum natten over.

CHOKOLADEGREN
Smelt chokoladen i mikroovnen. Bland med glukosesirup. Hæld ud på bagepapir og kom i køleskabet ca. 15 minutters tid. Ælt modelleringschokoladen smidig, hvis den er blevet for hård. Er den stadig blød kan du komme den i køleskabet nogle flere minutter. Udrul en tynd gren med små grene der stikker ud. Lad det sætte sig i køleskabet.

KIRSEBÆRBLOMSTER
Temperér chokoladen. Sprøjt små klatter ud på kageplast og læg et stykke kageplast ovenpå – tryk lidt og forsigtigt ned så de breder sig ud. Fjern kageplasten fra hinanden med det samme, så du trækker bladene og de får en tyndere og tykkere ende. Lad bladene sætte sig på køl.

Saml blomsterne i halvkugle-silikoneforme. Sprøjt en klat tempereret chokolade ned i halvkugleformens huller og placer bladene herpå. Brug coolingspray til at lade dem sætte sig. Brug 5-6 blade pr. blomst.

SPRAYGLAZE
Bland sukker (1) og pektin sammen i en skål. Kom vand, sukker (2), dextrose og glukosesirup i en gryde og varm op til 40 grader. Drys sukker-pektinblandingen i under omrøring. Tilsæt citronsyre. Bring nu massen til kogepunktet og lad det simre i ca. 4 minutter. Rør rundt ind i mellem. Tag gryden af varmen og farv den kirsebærrød. Glazen er klar, når den har en temperatur på 80 grader. Hæld da i en sprøjtepistol.

Befri forsigtigt den bundfrosne kage fra formen. Spray nu glaze på kagen med god afstand og i flere tynde lag.

Pynt til sidst med chokoladegren og kirsebærblomster.