Terese Sau Hansen

Citrontærte

Citrontærte

En sprød og sød tærtebund, ekstra syrlig blød curd og den bedste af alle marengs: den italienske!

Der er sødt, der er surt og der er smør!

Desuden er der mørdej til to tærter, så du kan sagtens gemme resten i køleskabet et par dage eller i fryseren lidt længere tid, og find det frem når du igen får lyst til tærte eller snitter.


Citrontærte


Ingredienser

20 cm. tærteform

MØRDEJ

- 80 g flormelis

- 150 g stuetempereret smør

- 1 sammenpisket æg

- 50 g mandelmel

- 200 g hvedemel

- Et nip salt

LEMONCURD

- 1 blad husblas

- 4 økologiske citroner (skal af tre, saft af de fire)

- 190 g sukker

- 3 æg

- 75 g smør

MARENGS

- 210 g sukker

- 75 g vand

- 60 g æggehvider

Fremgangsmåde

MØRDEJ

Flormelis og smør røres sammen til en smørcreme. Tilsæt ægget og rør det igen godt sammen. Det vil skille, men efter lidt tids omrøring samles igen. Kom resten af ingredienserne i og saml den kun lige til en ensartet dej. Pak dejen ind i husholdningsfilm og kom den på køl minimum en time, gerne flere og hellere end gerne natten over.

Kom en smule hvedemel på bordet samt på en kagerulle og rul tærtedejen ud i en 3 mm. tykkelse. Kom tærtedejen i en tærteform m. løs bund på 18-20 cm. i diameteren. Pres dejen godt ind på formen og skær overskydende dej fra. Prik huller i tærtebunden med en gaffel og bag tærtebunden på 175 grader i 20-22 minutter alt afhængig af din ovn. Den skal være let gylden over det hele. Afkøl tærtebunden på en rist og kom den i køleskabet.

CURD

Læg husblas i blød i koldt vand i minimum 30 minutter. Vask citronerne. Kom sukker og revet citronskal i en gryde og gnid det godt sammen med hænderne. Si citronsaften i og tilsæt æg. Alt røres nu sammen til en ensartet masse. Varm nu massen forsigtigtig op under konstant piskning. Start ved lav varme på komfuret og skru så senere op til middelvarme. Det vigtige er, at æggene ikke bliver til røræg og får for hurtig varme. Curden skal varmes op til en 80-82 grader til den er tyk og cremet. Herefter slukkes for blusset og husblassen vrides fri for vand og røres i den varme curd. Tilsæt til sidst det skiveskåret smør og rør det ud i curden. Hæld curden ud over den afkølede tærtebund. Kom tærten på køl igen og lad den sætte sig her i minimum en times tid.

MARENGS

Sukker og vand koges op til 118 grader. Når temperaturen når 115 grader begynder du at piske i æggehviderne ? æggehviderne og siruppen skal løftes sammen, og derfor skal æggehviderne ikke piskes stive alene. Pisk til marengsen er blank, sej og næsten afkølet. Smør/sprøjt den fint på tærten. Brænd marengsen med en gasbrænder eller kort i ovnen. Hvis du vil brænde marengsen i ovnen tændes ovnen på 200 grader overvarme. Placér tærten på den øverste rille og lad den bage i et par minutter. Hold hele tiden øje med marengsen, så snart den får en mørkere farve tages den ud af ovnen.




Footer