Terese Sau Hansen

Fastelavnssnegle

Fastelavnssnegle

! Reklame for Odense Marcipan og Callebaut !

Jeg tror, at fastelavnsboller er på min top tre over mine yndlings bagværker. Jeg har forsøgt at re-tænke den klassiske fastelavnsbolle, og gøre den lidt nemmere at arbejde med. Du skal ikke bekymre dig om, at cremen flyder ud under bagningen. Og så er fyldet ovenikøbet fordelt helt perfekt i de her snegle! Velbekomme.


Fastelavnssnegle


Ingredienser

20-25 stk.

VANILJECREME

- 2,5 dl. sødmælk

- 3 tsk. vaniljepaste eller 1,5 vaniljestang

- 20 g sukker

- 1 æg

- 2 spsk. majsstivelse

DEJEN

- 50 g gær

- 3 dl. koldt sødmælk

- 3 æg

- 100 g sukker

- 1 tsk. kardemomme

- 1 tsk. salt

- 700-800 g hvedemel

- 110 g stuetempereret smør

Til pensling:

- 1 æggeblomme

- 0,5 dl. sødmælk

REMONCE

- 250 g marcipan

- 250 g blødt smør

- 250 g sukker

- 1 tsk. vaniljepaste eller 0,5 vaniljestang

Fremgangsmåde

VANILJECREME

Varm sødmælken op i en gryde til den er lidt varmere end lillefinger temperatur (cirka 50-60 grader). Imens piskes vaniljepaste, sukker, æg og majsstivelse godt sammen i en skål. Den varme mælk hældes op i æggeblandingen og røres godt sammen. Hæld massen tilbage i gryden og varm nu massen op under konstant piskning. Cremen varmes op under lav til mellem varme, og når den har får en tyk cremet konsistens tages den af varmen. Kom cremen i en skål og beklæd overfladen med husholdningsfilm. Lad cremen stå og køle af på køkkenbordet, mens du forbereder resten.

DEJEN

Gæren smuldres og opløses i sødmælken. Tilsæt æg, sukker og kardemomme og bland godt sammen. Tilsæt nu en tredjedel af hvedemel og rør i. Salt og en tredjedel af melet æltes i blandingen. Herefter tilsættes resten af melet gradvist, mens der æltes. Skær den stuetempereret smør i tern og tilsæt lidt af gangen, også mens der æltes. Til sidst skal dejen være klistret, men forholdsvist let slippe dine fingre og skålen. Dæk skålen til med husholdningsfilm og et fugtigt klæde, og stil den til hævning en times tid. Imens forberedes remoncen.

REMONCE

Alle ingredienser piskes godt sammen med en elpisker indtil massen er ensartet.

DEJEN

Dejen rulles nu ud til et rektangel. Smør remoncen på i et jævnt lag. Rul dejen sammen til en lang pølse og skær skiver af cirka tre centimeter tykkelse. Placer sneglene på en bageplade beklædt med bagepapir med en halv centimeters afstand. De skulle gerne kunne være der alle sammen på samme bageplade. Beklæd dem med husholdningsfilm og et fugtigt klæde, og lad dem efterhæve en times tid.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Kom vaniljecremen i en frysepose og klip et hul i en af enderne. Lav en fordybning i midten af hver snegl med en ske, og fyld vaniljecremen heri.

Pisk æggeblomme og mælk sammen og penslen sneglene.

Bag sneglene cirka 15-17 minutter.




Footer