Terese Sau Hansen

Lagkage m. lime og pistacie

Lagkage m. lime og pistacie

Denne smagskombination er en af mine favoritter. Jeg elsker syrlige kager, der spiller sammen med en mere tung bund og fedme fra chokoladen.

Kagen har et hint af timian, hvilket kan udelades eller erstattes med en anden krydderurt eksempelvis basilikum.

Hvis du er nysgerrig efter hvordan snittet i kagen ser ud, så hop et smut forbi min instagram-profil, søg efter teresesau.

Husk at kagen skal fryses natten over, så lav den dagen før du skal servere den.


Lagkage m. lime og pistacie


Ingredienser

8-10 personer

Silikomart saturn form ø 200

PISTACIEBLONDIE

- 150 g smør

- 200 g karamelliseret hvid chokolade (dulcey)

- 175 g rørsukker

- 3 æg

- 50 g hvedemel

- 0.5 tsk. havsalt

- 1 vaniljestang

- 150 g grofthakkede pistacienødder (eller andre nødder)

TIMIAN-LIME GANACHE

- 200 g hvid chokolade

- 50 ml limesaft (fra cirka 2 limefrugter)

- 60 ml fløde

- 20 g glukosesirup

- 10-15 friske timian kviste

PISTACIE-DACQUISE

- 25 g flormelis

- 20 g hvedemel

- 70 g pistacie

- 1 vaniljestang

- 80 g sukker

- 100 g pasteuriserede æggehvider

LIMEMOUSSE

- 5 blade husblas

- 2 dl crème fraiche 38%

- 1 dl yoghurt Natural

- 125 g sukker

- 1 dl lime saft + skal (ca. 4 limefrugter)

- 25 g sukker

- 5 dl piskefløde

CHOKOLADESPRAY

- 60 g kakaosmør

- 250 g mørk chokolade

CHOKOLADEBLADE

- 100 g hvid chokolade

Fremgangsmåde

BLONDIE

Smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk smør, vaniljekorn og sukker sammen i cirka 4-5 minutter. Sigt hvedemelet, tilsæt salt og nødder og vend det hele sammen. Kom dejen i en form beklædt med bagepapir i bunden. Kagen skal være cirka 3 centimeter i højden. Bag den ved 170 grader i cirka 35 minutter. Tjek efter med en strikkepind. Lad kagen køle helt af. Skær kagen midt over, så halvdelen af højden tages af. Udstik en 16-17 centimeter stor bund med kageudstikker. Det samme gøres i midten af kagebunden med en 8-9 centimer stor udstikker. Du har nu en ring, der kan passe ned i silikoneformen.

DACQUISE

Blend nødderne fint men ikke til mel. Hvedemel og flormelis sigtes i nødderne. Bland vaniljekorn med lidt af sukkeret. Vanilje, sukker og æggehvider piskes til blød marengs, så skålen lige kan vendes på hovedet uden marengsen falder ud. Vend de tørre ingredienser nænsomt i. Kom massen i en sprøjtepose og sprøjt den ud så den passer til den diameter, der passer til midten af silikoneformen. Tykkelsen/højden må maks. være 1 cm.

Bag i 5 minutter ved 240 grader varmluft. Afkøl på rist.

Stik den ud, ligesom den anden bund, så den passer til silikoneformen.

GANACHE

Hak chokoladen fint og kom i en skål. Giv fløde, glukosesirup og timian et kort opkog. Sigt fløden over den finthakkede chokolade. Vent et øjeblik og rør nu ganachen sammen til den samler sig, bliver blank og ensartet. Rør til sidst limesaften i. Rør kun til ganachen igen er ensartet.

Pistacieblondien placeres nu imellem de to kageudstikkere, du har brugt til at udstikke bundene. Hæld det meste af ganachen over den afkølede pistaciebund. Gem lidt i en sprøjtepose, der skal bruges til pynten. Kom nu dacquise-bunden ovenpå ganachen og tryk den forsigtigt lidt ned i. Kom bundstykket i fryseren et par timer til ganachen har sat sig, og bundene hænger godt sammen.

MOUSSE

Husblas udblødes i koldt vand. Rør yoghurt, de 125 gram sukker og cremefraiche sammen. Giv limesaft og de 25 g sukker et opkog. Husblas puttes i den varme limesaft og smeltes. Sigt saften ned i en skål, og lad den afkøle til håndlun. Imens piskes fløden til en let skum, endelig ikke for meget. Kom et par skefulde af cremefraicheblandingen op i den lune limesaft og bland disse sammen. Hæld nu saften ned i cremefraicheblandingen i en tynd stråle mens du rører i den. Vend halvdelen af fløden i. Og vend derefter resten af fløden i. Kom moussen i en sprøjtepose og fyld silikoneformen få centimeter fra kanten. Tag bunden ud af fryseren, vend den på hovedet og placer forsigtigt ned ovenpå moussen. Pres den forsigtigt ned i, så moussen og bunden når samme højde i formen. Kom kagen i fryseren natten over.

CHOKOLADESPRAY

Smelt kakaosmør i mikroovnen eller over vandbad. Tilsæt chokoladen og smelt det hele sammen. Tag kagen ud af fryseren og silikoneformen, og placer den på en høj vase eller anden ting. Lad en papkasse omfavne kagen, så chokoladen ikke indtager hele dit køkken. Kom chokoladen i en sprøjtepistol og sprøjt den på den frosne kage.

CHOKOLADEBLADE

Temperer din chokolade. Dyb en skarp mindre kniv i chokoladen, og tryk knivspidsen ned på et stykke chokoladeplast (kageplast). Når kniven forlader plastikken trækker du den langsomt ind til dig selv, så stilken på bladet dannes. Kom plastikken i et rundt glas, så bladene bøjes, når de størkner.

Lad kagen tø op et par timer i køleskabet og pynt den med ganache-dutter, chokoladeblade, timian. Der er mange muligheder!




Footer