Terese Sau Hansen

Chokolade-kaffecheesecake

Chokolade-kaffecheesecake

Jeg elsker cheesecakes. Især dem der ikke skal bages. De er simple, og jeg synes, de har den mest lækre bløde konsistens.

Den her er til kaffeelskerne!


Chokolade-kaffecheesecake


Ingredienser

KIKSEBUND

- 250 g havrekiks

- 130 g smør

OSTECREME

- 3 blade husblas

- 400 g flødeost

- 100 g rørsukker

- 80 ml espresso

- 200 g mælkechokolade

KAFFEGANACHE

- 150 g mælkechokolade

- 1 dl fløde

- 3 spsk. espresso

- 20 g glukosesirup

- Smag til med havsalt/flagesalt

Fremgangsmåde

KIKSEBUND

Blend kiksene fint i en blender eller minihakker. Smelt smør over lav varme og bland de to ting sammen. Kom de smuldrede kiks i en springform på 18 cm med bagepapir i bunden, eller direkte på et fad, uden bagepapir, hvor cheesecaken skal serveres på. Placér dermed en kagering på fadet. Pres kiksene i bunden og op af siderne eventuelt med et glas eller fingrene. Kom kiksebunden på køl, mens du laver cheesecakefyldet.

OSTECREME

Læg husblassen i blød i koldt vand minimum et kvarters tid. Pisk sukker og flødeost sammen til sukkeret er opløst. Smelt chokoladen over vandbad og pisk sammen med flødeosten.

Kaffen kan med fordel laves/kommes i en termokop, så det holder sig varmt. Husblassen smeltes i den varme friskbryggede kaffe (kaffen skal som minimum have en temperatur på 65-70 grader). Lad kaffen med husblassen køle til håndlun, og pisk det forsigtigt sammen med flødeosten lidt af gangen.

Ovenpå kiksebunden og kommes en smule ostecreme, kun så det dækker bunden. Herefter placeres friske hindbær ovenpå. Hæld resten af ostecremen ovenpå og kom den i køleskabet minimum et par timer til den har sat sig.

KAFFEGANACHE

Chokoladen hakkes fint og kommes i en skål. Fløde, kaffe og glukosesirup varmes op til det koger. Hæld det over chokoladen, vent et øjeblik og rør nu rundt i chokoladen indtil den er fin og blank. Smag til med salt. Ganachen hældes over ostecremen og kommes igen på køl minimum et par timer eller gerne til dagen efter.

Hvis der er ganache til overs kan man med fordel gemme dette i en sprøjtepose med en stjernetyl og bruge det til pynt.

Pynt med smeltet chokolade, friske hindbær og ganache.




Footer