Terese Sau Hansen

Pistacietærte med timian og lime

Pistacietærte med timian og lime

Timian hører normalt til i det salte køkken.

Skulle man tro.

Men i kombination med hvid chokolade, pistacienødder og frisk lime sætter det uden tvivl prikken over i'et i den her sprøde tærte.


Pistacietærte med timian og lime


Ingredienser

6-8 personer

18-20 cm. perforeret tærtering/tærteform

MØRDEJ

- 275 g hvedemel

- 50 g pistaciemel

- 1 vaniljestang

- 100 g flormelis

- Et nip salt

- 150 g stuetempereret smør

- 1 æg

TIMIAN-LIMEGANACHE

- 250 g hvid chokolade

- 50 ml limesaft (saft fra to lime)

- 75 ml fløde

- 30 g glukosesirup

- 10-15 friske timian kviste (5 cm i længden pr. kvist)

PYNT

- Frisk timian

- 50 g hvid chokolade

- Chokoladeperler

- Finthakkede pistacienødder

Fremgangsmåde

MØRDEJ

Blend usaltede pistacienødder til fint mel. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mos vaniljekornene med en spiseske flormelis, så de adskilles. Smuldr smørret i de tørre ingredienser til det ligner rasp. Kom ægget i og ælt dejen, kun lige til den hænger sammen. Pak mørdejen i husholdningsfilm og kom den på køl i minimum to timer.

Rul dejen tyndt ud og beklæd din tærteform. Prik bunden med en gaffel og bag den cirka 15 minutter på 175 grader eller til den er let gylden.

Lad bunden køle helt af.

OBS! Der er til mørdej til to tærter, gem resten et par dage i køleskabet, bag to tærter på samme dag eller kom dejen i fryseren.

GANACHE

Lad timiankvistene ligge og trække i fløden et par timer.

Hak chokoladen fint og kom i en skål.

Giv fløde, glukosesirup og timian et kort opkog. Sigt fløden over den finthakkede chokolade. Vent et øjeblik og rør nu ganachen sammen til den samler sig, bliver blank og ensartet. Rør til sidst limesaften i. Rør kun til ganachen igen er ensartet.

Hæld ganachen over den afkølede pistaciebund.

Lad tærten sætte sig et par timer i køleskabet.

PYNT

Smelt chokoladen over vandbad eller en mikroovn. Kom chokoladen i en almindelig frysepose og klip et lille hul. Lad nu chokoladen falde i cirkler over kagen.

Pynt med timiankviste, chokoladeperler og pistacienødder.




Footer