Terese Sau Hansen

Kokosmacarons

Kokosmacarons

Nedenunder er min (franske) udgave af de klassiske og gammeldags kokosmakroner. Makronerne har en saftig midte, sprød skal og et syrligt hint af lime.

Frygt ej for de drilske, franske macarons! Ved at lave en italiensk marengs, som denne opskrift præsenterer, er du næsten helt sikker på, at det lykkes.

Bon appétit!


Kokosmacarons


Ingredienser

30-40 macarons

MACARONS

- 150 g flormelis

- 120 g mandelmel

- 30 g kokosmel

- 2 æggehvider (55-60 g)

- Evt. lidt hvid pastafarve

- 150 g sukker

- 0.5 dl vand

- 2 æggehvider (55-60 g)

KOKOS-LIMEGANACHE

- 150 g hvid chokolade

- 20 g glukosesirup

- 0.5 dl fløde

- 0.25 dl limesaft (1-2 lime)

- 15 g kokosmel

Fremgangsmåde

KOKOSGANACHE

Hak den hvide chokolade fint og kom i en skål. Fløde og glukosesirup gives et kort opkog og hældes over den hvide chokolade. Vent et øjeblik og rør nu i midten af skålen indtil ganachen samler sig og bliver blank. Rør limesaften i og herefter kokosmelet. Stil ganachen på køl et par timer.

MACARONS

Kog sukker og vand op til 120 grader. Når du når til 118 grader påbegyndes piskning af æggehvider i mellemhurtig tempo. Hæld sukkersiruppen, i en tynd stråle, ned i æggehviderne under piskning. Pisk indtil marengsen er blank og næsten afkølet.

Blend kokosmelet så fint som muligt, og kom det i en skål. Bland mandelmel og flormelis sammen og sigt dem i skålen med kokosmelet. Rør æggehviderne i den tørre blanding og kom herefter hvid pastafarve i efter ønske.

Kom en smule af marengsen i mandelblandingen og rør det godt sammen. Vend herefter resten af marengsen forsigtigt i til dejen er lind ? ikke for flydende, ikke for fast.

Kom dejen i en sprøjtepose og sprøjt runde og ens cirkler ud på en bageplade beklædt med et stykke bagepapir. Lad dem gerne tørre i et kvarters tid. Drys nogle af bundene med kokosmel.

Bag macaronsbundene i en forvarmet ovn på 150 grader varmluft i cirka 10 minutter.

Lad dem afkøle på en rist, før de løsnes af bagepapiret.

SAMLING

Fyld ganachen i en sprøjtepose, og kom den på halvdelen af bundene. Saml med de resterende bunde.




Footer