Terese Sau Hansen

Saltet karamelkage

Saltet karamelkage

Den her kage har en konfektlignende konsistens, silkeblød karamelganache og et hint af salt. Og så er den ovenikøbet hurtig og nem at lave.

Den er uden tvivl en af mine favoritter!


Saltet karamelkage


Ingredienser

18 cm springform/kagering

KONFEKTKAGE

- 80 g smør

- 150 g mørk muscovadosukker

- 1 æg

- 140 g hvedemel

- 1/2 tsk. havsalt

- 100 g hvid chokolade

GANACHE

- 175 g karamelliseret hvid chokolade (Valrhona Dulcey 32%)

- 25 g glukosesirup

- 90 ml fløde

Fremgangsmåde

KAGEN

Pisk smør og muscovadosukker sammen. Pisk ægget i. Sigt hvedemelet, tilsæt salt og vend det hele sammen. Rør til sidst grofthakket hvid chokolade i. Kom dejen i en form beklædt med bagepapir i bunden. Bag den ved 200 grader i 15-18 minutter. Tiden afhænger af din ovn, men også hvor blød du vil have kagen i midten. Lad kagen køle helt af.

Kagen tages ud af formen, da formen nu beklædes med kageplast rundt i kanten. Kom kagen tilbage i formen.

GANACHE

Chokoladen hakkes fint og kommes i en skål. Fløde og glukosesirup kommes i en gryde og varmes til det lige når sit kogepunkt. Hæld den varme fløde over chokoladen, vent et øjeblik og rør nu rundt i massen til den samler sig. Hæld ganachen ud over den afkølede kage. Kom kagen tilbage på køl i minimum to timer indtil ganachen har sat sig.

Smelt lidt hvid chokolade, kom i en pose og klip et lille hul. Lad nu chokoladen falde hen over kagen i cirkler. Pynt yderligere med spiselige blomster og chokoladeperler.




Footer