Terese Sau Hansen

Havtornsnitter

Havtornsnitter

Havtornens særlige smag og syrlige noter komplementerer den søde og sprøde vanilje-mørdej. Og så har bærrene den smukkeste orange farve, som jeg synes, passer perfekt til disse dejlige sommerdage ❀

Marmeladen er nem at lave, men hvis det skal gå hurtigt, kan du også købe færdiglavet havtornmarmelade, og dermed bare lave bundene selv.

Så ud og nyd vejret, og pak disse i picnic-kurven!


Havtornsnitter


Ingredienser

8-10 stk.

BUNDE

- 85 g flormelis

- 150 g stuetempereret smør

- 0.5 vaniljestang

- 1 sammenpisket æg

- 130 g hvedemel

- 30 g mandelmel

- En knivspids salt

- Skal fra en økologisk appelsin (gem resten af appelsinen til marmeladen)

MARMELADE

- 150 g frosne havtorn

- 1 vaniljestang

- 1.5 dl vand

- 100 g sukker

- 1 tsk. geleringsmiddel + 1 tsk. sukker

- Frugtkød fra en appelsin

GLASUR

- Flormelis

- Havtornsirup (som du tog fra i marmeladen)

Fremgangsmåde

MARMELADE

Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og adskil kornene med en smule af sukkeret. Kom havtorn, sukker, vaniljekorn, den tomme vaniljestang og vand i en gryde. Kog det langsomt op uden låg. Lad det simre-koge i 10 minutter. Sigt blandingen og pres gerne havtornene ned mod sien, så du får saften fra havtornene ud. Gem 0.5-1 dl. af siruppen til glasuren. Kom resten af siruppen op i gryden igen. Skær appelsinens frugtkød i små skiver og tilsæt den til siruppen. Lad den koge op igen, men denne gang kun 5 minutter. De sidste 2 minutter drysser du geleringsmiddel blandet med en tsk. sukker hen over saften, mens du rører i gryden. Kom marmeladen i et skoldet rent syltetøjsglas og lad den køle helt.

BUNDE

Rør flormelis og smør sammen til en ensartet masse. Rør herefter ægget i. Blandingen vil skille, men bliv ved at røre rundt til den samler sig. Kom vaniljekornene i blandingen, som er presset sammen med en smule flormelis. Sigt hvedemel, salt og mandelmel over æggeblandingen og kom appelsinskallen ned i også. Ælt nu dejen sammen, men kun lige til den samler sig. Tryk dejen lidt flad, pak den ind i husholdningsfilm og kom den i køleskabet minimum to timer, gerne mere eller natten over.

Kom en smule hvedemel på en ren bordplade og på en kagerulle. Ælt dejen kort og rul den herefter rimelig tyndt nu ud, gerne 0.3 mm til maks. en halv centimeter tykkelse. Tryk bunde ud med et glas eller en skarp udstikker på 8 cm i diameter. Du skal bruge 16-20 stk.

Bag dem i ovnen ved 200 grader alm. ovn i 10-12 minutter, alt afhængig af din ovn. Hold øje med den undervejs, de skal være let gyldne i kanten. Lad bundene afkøle på en rist.

GLASUR

Bland flormelis og havtornsiruppen sammen til en glasur. Kom en tsk. glasur på hver top-bund, og rør det forsigtigt ud til en rund form.

Saml nu bundene med marmeladen i midten.

Pynt yderligere med guldstøv, frysetørret havtorn og skovsyre.




Footer